Morgenen er min ven.
Med lyset jages de dunkle tanker væk. Det er tungt at forlade dig, men det er den vej, som jeg må gå. Livet har sat os i de omstændigheder, hvor vi er, og de tillader ikke at vor kærlighed kan få et varigt og blivende rum.
Vi var to stykker drivtømmer, som mødtes på livets store ocean. Efter 20 år mødtes vi så igen. Vi fulgtes ad en tid, var draget mod hinanden, var to dele af det samme træ, som passede perfekt sammen. Men livets malstrømme rev i os og drev os hver sin vej. Vi måtte igen skilles. Tiden går og livet forsvinder som sand, der løber ud mellem fingrene. Måske vil vi igen mødes om 20 år. Måske vil fremtiden bringe en mere nådig skæbne for vor kærlighed.